Projekter

MUSIKKENS BØRN

Et samarbejdsprojekt mellem Aarhus Symfoniorkester og Aarhus Musikskole, hvor Maria er en af to musikpædagoger, der deltager i projektet.

Alle børn født i Aarhus i 2018 inviteres til at deltage i projektet, der løber over de følgende 6 år. Hvert år inviteres børn og familier ind til koncerter med nogle af symfoniorkesterets musikere. Musikpædagogerne guider børn og voksne igennem koncerten, når den klassiske musik danner rammen om leg, bevægelse, sanseoplevelse og samvær.

Læs mere om Musikkens børn HER

 

BØRNEJAZZ I AARHUS JAZZFESTIVAL

I 2016 indledte Maria og Aarhus Musikskole et samarbejde med Aarhus Jazzfestival om afvikling af børnejazzarrangementer på Dokk1 i Aarhus i den årlige jazzuge. Udover Maria deltog en anden musikpædagog og to professionelle jazzmusikere.

Børn i alderen 0-8 år deltog sammen med deres forældre og sang, dansede og spillede med på klassiske jazzstandards, jazzede børnesange og fælles improvisation. Der var mulighed for at spille på klassiske børneinstrumenter som tromme, marimba og diverse små percussioninstrumenter men også at prøve kræfter med saxofon eller trækbasun under kyndig ledelse af musikerne.

DR var forbi og lavede et indslag om arrangementet i TV-avisen. Se klippet HER 

Arrangementet var et stort tilløbsstykke og blev gentaget i 2017 og 2018. Se de fine billeder fra sommeren 2018 HER

 

 

Foto: Lora Staykova

 

DEN MAGISKE TROMME

En interaktiv musikforestilling for de 3-7 årige. Et projekt gennem Aarhus Musikskole, hvor Maria sammen med kollegerne Dan Selchau og Signe Thorborg Addison tager ud og spiller, synger og dramatiserer fortællingen om dyrene i junglen.

Forestillingens hovedtema kredser om det at føle sig udenfor fællesskabet, den konflikt det kan skabe, og hvordan man kommer ind i fællesskabet igen.

 

Forestillingen indeholder sang og bevægelse, hvor publikum inviteres til at deltage aktivt.

 

Mere information og booking af forestillingen kan ske gennem Aarhus Musikskole HER

 

I 2017 var vi på Dokk1 i Aarhus med Den magiske tromme i forbindelse med Aarhus2017 projektet “100 børnedage”, hvor BUPL’s fotograf var forbi. Billedet kan ses her til venstre.